Post image for Jagtstolen af Børge Mogensen

Jagtstolen af Børge Mogensen

by Henrik Bondtofte on 24/10/2012

Da Børge Mogensen i 1950, midt i dansk møbeldesigns minimalistiske guldalder, formgav sin særegne Jagtstol, vakte den opsigt som sjældent før. Den rustikke og på mange måder simple lænestol brød med tidens dogmer om simple og futuristiske metalkonstruktioner og markerede samtidig et hidtidigt højdepunkt i Børge Mogensens karriere.

Jagtstolen er en klassiker inden for moderne dansk møbeldesign, der med en ramme i egetræ og et sæde i læder med indstillelige stropper er helt sin egen på det æstetiske plan. Jagtstolen er samtidig en meget behagelig lænestol, der gør sig godt i mange forskellige rum og miljøer.

Om stolens materialer
Børge Mogensens Jagtstol er konstrueret af et skelet i egetræ og sæde og ryglæn i læder. Stolen fremstilles i dag af Fredericia Furniture, som tilbyder en lang række kombinationer af materialer og farver. Vælg eksempelvis mellem stel i ubehandlet og neutral- eller sortlakeret egetræ, og sort eller naturligt beige læder til stolens sæde og ryglæn. Jagtstolens skelet er primært konstrueret med let synlige dyvler i samme farvetone, der bidrager til et meget naturligt og samtidig råt udseende. Især med beige naturlæder vil Jagtstolen med tiden patineres og opnå et helt særligt udseende, der ikke kan imiteres fra ny stand.

Historien bag – Om møbel og designer
Lige under 20 år efter Børge Mogensen blev uddannet som møbelsnedker, formgav han Jagstolen i forbindelse med Snedkerlaugets Efterårsudstilling i København i 1950, hvor temaet for de mange bidrag var ’Jagthytten’. Jagtstolen har synlig inspiration fra datidens jagt- og strandstole, men er i denne konstruktion raffineret betydeligt med meget robuste og holdbare grundmaterialer. Kombinationen af det naturlige egetræ og det maskuline læder med spænder blev efterfølgende et af Børge Mogensens karakteristiske kendetegn, som blandt andet blev brugt på Mogensens ’Den spanske stol’. Jagtstolen er på mange måder en dansk møbelklassiker med historie, sjæl og charme, der passer godt til vores miljø og indretningstraditioner.

Leave a Comment

Previous post:

Next post: